Ordrupgaard Kunstpark & Kunstlegeplads
Museumsmagi i det fri, Sjælland

Ordrupgaard Kunstpark

Ved Ordrupgaard findes et lille museumsmekka, hvor man ikke bare kan se på kunsten, men også røre ved den og lege på den. Gå på opdagelse i den smukke park, hvor kunstværkerne gemmer sig i lysninger mellem træerne og inviterer til leg og udforskning. Find hinanden i spejllabyrinten og stryg til tops i det gigantiske bambustårn!

Det bedste ved Ordrupgaard Kunstpark:

  • Kunst, man må røre ved
  • Sansernes legeplads
  • Åben året rundt og gratis adgang

Ordrupgaard rummer en samling af kunstværker fra dansk guldalder og fransk impressionisme, mens parken omkring museet byder på samtidskunst af både danske og internationale kunstnere. Men den indendørs og den udendørs samling har det tilfælles, at de begge kredser om naturen og sanserne. Kunstparkens værker fabulerer over naturens former og farver og leger med vores sanseoplevelser: en gigantisk grankogle vender op og ned på forholdet mellem os og naturen; i spejllabyrinten ser vi os selv i fragmenterede refleksioner, mens lyset brydes i et virvar omkring os.

Kunstpark og kunstlegeplads

I kunstparken er vi ikke afgrænset fra værkerne – her er ingen snore, vi skal holde os bag eller montrer, der lukker kunsten inde. Derimod inviteres vi til at interagere med værkerne med krop og sanser. Nogle af værkerne får man kun den fulde oplevelse af i perioden 1. april til 19. oktober: her kan man bestige brødrene Starns enorme bambusværk, komme højt til vejrs i Fujimoris trætop-tehus og springe gennem tågen i Olafur Eliassons portal Vær i Vejret

Kunstværkerne er skabt til netop de omgivelser, de er opført i og åbner som sådan op for vores oplevelse af naturen. Der er ikke langt fra klatreturen i bambusværket Geometry of Innocence til en spontan klatretur i de snørklede, gamle træer, der gemmer sig i parkens stedsegrønne oaser. Grænserne mellem kunsten og naturen og os selv udviskes, når vi bevæger os ind i kæmpekoglen eller når duggen fra Olafur Eliassons vejr-portal falder på os. Når I mærker duggen og ser den svæve ud i parken, så spørg jer selv: hvor slutter dette kunstværk egentlig?

Find flere oplevelser her: Museumsmagi i det fri

Gå på opdagelse!

  • Snup en snurretur i den lille gotiske kirke!
  • Træbeklædningen på trætop-tehuset er lavet med teknikken  Shou Sugi Ban. Kan I se, hvad teknikken går ud på?
  • Er der andre værker i parken, som bærer præg af samme teknik?

Henry Krokatsis: Confiteor (2015)

Find information om museets udstillinger og aktiviteter her.

God fornøjelse i Ordrupgaard Kunstpark!

Måske kan du også lide...

Populære artikler...