Museumsmagi i det fri, Sjælland

Frilandsmuseet

Tag på historisk udflugt i det gamle Danmark og oplev landbolivet helt tæt på! Frilandsmuseets 12 tønder land giver plads til både fordybelse og leg i et levende, historisk univers, hvor det vrimler med bondegårdsdyr og aktiviteter mellem de smukke gamle bindingsværkshuse.

Det bedste ved Frilandsmuseet:

  • Et levende museumsunivers
  • Masser af plads til leg i naturen
  • Billig entré (i skrivende stund 60 kr. for en voksen med et barn)

Det var med stor iver, at min yngste søn og jeg vendte tilbage til Frilandsmuseet, som endelig er åbent for gæster igen. Frilandsmuseet er en ægte museumsperle med en imponerende samling af historiske bygninger, som er hentet fra hele Danmark og genopført i museets landskab. Museet er som en tidslomme, hvor kurateringen er gennemført ud i mindste detalje: bygningerne restaureres efter traditionelle teknikker, landskabet afspejler de oprindelige omgivelser, haverne er anlagt med historiske plantesorter og selv dyrene, som man møder, er af gamle avlsracer. Sammen med en levende historieformidling bidrager alt dette til en omfattende museumsoplevelse, hvor man føler sig som sendt tilbage til det gamle Danmark.

Leg på Frilandsmuseet

En ting, jeg virkelig holder af ved Frilandsmuseet, er den måde, man har skabt et rum for leg uden at gå på kompromis med museets sjæl. Rundt omkring mellem husene finder man små aktivitetsområder med træskulpturer og forhindringsbaner af tømmer og gamle vogne – og ungerne er vilde med det! Som forælder anno 2021 forbavses og glædes jeg over hvor lidt, der egentlig skal til. Min søn og jeg kan godt bruge en times tid på at komme gennem museets centrum, for der er hele tiden træstubbe, der skal hoppes på, træstammer, der skal kravles på, høstakke, der skal rulles i og broer, der skal leges Bukke Bruse på!

Det er virkelig back to basics med nogle helt simple redskaber, der bare fungerer rigtig godt og falder naturligt ind i det historiske landbo-univers. Husk klapvognen, hvis I har mindre børn med – så snart man bevæger dig udenfor centrum, bliver der langt mellem husene. Men netop fordi området er så stort, tror jeg aldrig, man bliver færdig med Frilandsmuseet – der er så uendelig mange ruter og afkroge at gå på opdagelse i.

Find flere oplevelser her: Museumsmagi i det fri

Gå på opdagelse!

  • Hvor mange møller er der på museet? Hold udkig med både vindmøller og vandmøller!
  • Hvem har boet her? Ved hvert hus findes et piktogram, hvor børnene kan aflæse, hvilke dyr og folk, der har boet i huset.
  • Hvorfor er der svenske gårde på museet? Og hvorfor er de lavet af træ?

Et levende frilandsmuseum

Museet startede som en lille bygningssamling i et hjørne af Kongens Have og flyttede i 1901 til Lyngby. Gennem de sidste hundrede år har museet udviklet sig til en komplet historisk tidslomme, og noget af det, der virkelig er med til at skabe en helhedsoplevelse for gæsterne, er levendegørelsen. Museet befolkes af frivillige historie-entusiaster, der iscenesætter og formidler historien, samt forskellige laug som fx biavlerlauget, smedelauget og møllerlauget, der demonstrerer og bevarer de gamle håndværk. Særligt i skoleferierne er aktivitetsniveaet højt og der er rig mulighed for at prøve kræfter med de praktiske gøremål rundt omkring på de små gårde.

Også dyrene er en vigtig del af historiefortællingen på Frilandsmuseet. Dyrene er med til at bringe historien til live og gøre udstillingsuniverset dynamisk. Rideturen på de små heste er et hit (som forhåbentlig bliver muligt igen, når afstandskravet ophæves). Lige nu er der lagt en dæmper på aktiviteterne og publikumsinddragelsen pga. corona og husene er lukket frem til 21. april. Men selv under disse omstændigheder, er det en oplevelse at besøge museet og bare nyde de smukke bygninger, naturen og dyrene. 

Fra Kongens Have til Lyngby

Museets stifter Bernhard Olsen (1836-1922) var en kreativ ildsjæl, der med sit udsyn og sin iværksætterånd skulle komme til at revolutionere dansk museumspraksis. Bernhard Olsen var oprindelig illustrator, uddannet fra Kunstakademiet i xylografi (træsnit). I 1864 var han udstationeret ved Dannevirke, hvorfra han dokumenterede krigen med sine illustrationer. Efter krigen fungerede han dels som kostumier ved Det Kgl. Teater, dels som kunstnerisk direktør i Tivoli, hvor han bl.a. skabte det ikoniske påfugletæppe på pantomimeteatret.

En rejse til Verdensudstillingen i Paris i 1878 blev skelsættende for Bernhard Olsen. Her oplevede han for første gang en egentlig interiør-udstilling, samt en voksende interesse for national byggeskik og folkekultur. Tilbage i København oprettede han Dansk Folkemuseum – et vokskabinet, hvor man kunne vandre omkring i autentiske, danske borger- og bondestuer. Hermed blev interiør-udstillingen som ny formidlingsform bragt til Danmark og med inspiration fra svenske frilandsmuseer etablerede han en lille udstilling af historiske bygninger i et hjørne af Kongens Have. I 1901 købte han 12 tønder land i Lyngby og her begyndte indsamlingen og genopførelsen af historiske bygninger fra hele Danmark – og Frilandsmuseet, som vi kender det i dag, tog sin begyndelse.

Loftboden fra Småland var en del af den oprindelige bygningsudstilling i Kongens Have. Efter opkøbet af 12 tønder land i Lyngby i 1901, blev den flyttet og Frilandsmuseet begyndte at tage form. Her skabte Bernhard Olsen en helt ny museumsoplevelse, hvor gæsterne frit kunne bevæge sig rundt i originale, historiske bygninger.

Læs mere om museets aktiviteter her: Frilandsmuseet – Det gamle Danmark

God fornøjelse på Frilandsmuseet!

Måske kan du også lide...

Populære artikler...